Om RejsGlad

I RejsGlad har vi ét mål. Flere mennesker med nedsat funktionsevne skal på ferie!
I forlængelse af mit arbejde på en døgninstitution for mennesker med nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne i Odense, besluttede jeg mig for i slutningen af 2015, at etablere RejsGlad.

Tilbage i 2015 undrede jeg mig ofte over at beboerne aldrig fortalte om nye ferieoplevelser, men altid genfortalte de samme gamle ferieminder igen og igen.
At beboere med kognitive udfordringer genfortæller de samme historier igen og igen, det er der ikke noget overraskende i, men at blive klogere på hvorfor, synes jeg var interessant.

Jeg vurderer, at årsagen til de gentagende fortællinger om gamle ferieminder skyldes, at de fleste bosteder i Danmark har gennemgået en kulturændring, som har medført at de fleste bosteder ikke længere tilbyder ferieture. (I hvert fald ikke en uge til Mallorca)

Kulturændringen bunder ikke i mangel på refleksion eller dårlige intentioner fra det pædagogiske personale. I virkeligheden er det nok snarere en naturlig konsekvens af årelange nedskæringer.

Jeg spurgte mig selv, om beboernes lyst og behov for at rejse, var forsvundet i takt med nedskæringer og manglende ferietilbud fra bostederne? Svaret er nej ;)

To af vores beboere havde i en årrække benyttet ULF-Ferie som et alternativ, og lad mig slå fast, ULF er et super fedt initiativ!
Min oplevelse var bare, at når vores beboere kom hjem fra ferie, så var de ikke i stand til at formidle om oplevelser og højdepunkter fra turen. Det gav mig en følelse af, at beboernes ferie sluttede i det sekund flyet landede i Danmark.
Til sammenligning lever mine egne ferier altid videre blandt de mennesker jeg har rejst med.

Jeg tænkte derfor, at jeg kunne være med til at skabe et nyt tilbud, som i højere grad anerkender og tager højde for den her målgruppes kognitive udfordringer, og ikke mindst deres store ønske om at rejse.

Hvilke rammer skal der til for at skabe en forbedret ferieoplevelse for beboerne, i den periode de er afsted?
Hvordan kan vi sikre at ferien lever videre efter hjemkomst?

Ovenstående tekst og spørgsmål, er eksempler på de overvejelser og refleksioner som var med til at grundlægge RejsGlad.

- Uanset hvor vores beboere er i livet, så er det at rejse en mulighed for at opleve og sanse verden på en ny måde.
2018 - 2025 © RejsGlad. Alle rettigheder forbeholdes.